DCA Publikationer
Ny søgning

Driftsanalyse for den danske erhvervsproduktion af surkirsebær, solbær og jordbær 2001
DJF rapport Havebrug, nr. 26, 2002

Af Holger Daugaard

Den foreliggende driftsanalyse omfatter de tre vigtigste bærkulturer i dansk erhvervs-produktion, nemlig surkirsebær, solbær og jordbær. De to førstnævnte produceres primært til industriel forarbejdning, mens jordbær produceres til friskvaremarkedet. Driftsanalysen for 2001 omfatter 26 avlere med tilsammen ca. 450 ha plantage, svarende til omkring 8% af Danmarks erhvervsareal. Statistiske oplysninger om plantagernes sorts- og aldersfordeling viser generelt en tilfredsstillende andel nyplantning i forhold til bærende arealer. Sortimentet for surkirsebær og solbær har været relativt stabilt i de senere år, mens der for jordbær, som har en væsentlig kortere kulturtid, er sket visse forskydninger. Høstudbyttet blev i surkirsebær generelt moderat i 2001, mens det i solbær lå langt over gennemsnittet. I jordbær lå høstudbyttet omkring en middelværdi for de senere år. Produktpriserne lå for både surkirsebær og solbær på et relativt beskedent niveau, mens de for jordbær lå omkring et gennemsnit for de senere år. Indtjeningen er beregnet som dækningsbidrag, hvor salgsindtægten er fratrukket samtlige omkostninger, der er forbundet med produktionen, incl. aflønning af alt arbejde, der er udført i kulturerne. Analysen omfatter en arbejdstidsundersøgelse i de enkelte kulturer. Det gennemsnitlige dækningsbidrag i surkirsebær blev meget beskedent i 2001, primært på grund af de meget lave priser og et beskedent høstudbytte. I solbær blev dækningsbidraget i gennemsnit det højeste i adskillige år, idet især udbytterne var rekordhøjde. Endvidere er afsætningsforholdene blevet klart forbedret. Endelig var det gennemsnitlige dækningsbidrag i jordbær omkring et gennemsnit for de senere år. Generelt har indtjeningen i jordbær de senere år ligget 2-3 gange højere end i surkirsebær og solbær, der høstes maskinelt og kun kræver en lille arbejdsindsats. Jordbær kræver en høj arbejdsindsats og har til gengæld et højt indtjeningspotentiale.

Hent PDF   Bestil (50 kr/stk)