DCA Publikationer Hvad vil svin rode i? - En gennemgang af hidtidige forsøg med rode- og beskæftigelsesmaterialer til slagtesvin Grøn Viden Husdyrbrug, nr. 43, 2005 Af Merete Studnitz, Margit Bak Jensen & Lene Juul Pedersen, Afd. for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring, Forskningscenter Foulum Konklusion Tamsvinet har behov for at udføre den naturlige undersøgeadfærd, der er en betingelse for overlevelse hos det fritlevende vildsvin. Grisen er undersøgende, opsøgende og altædende. Den bruger trynen og hermed rodeadfærden til at finde føde og til at undersøge omgivelser og genstande med. Hvis der ikke er noget at rette den undersøgende adfærd imod, vil grisen i stedet udføre den undersøgende adfærd mod stiinventar eller stifæller. For at beskæftigelses- og rodemateriale kan opfylde grisenes behov for beskæftigelse, og dermed reducere risikoen for uønsket adfærd, skal materialet til stadighed stimulere grisenes undersøgende adfærd. Et materiale vil stimulere grisens undersøgende adfærd, hvis det har nyhedsværdi,. Det har det, hvis det: er komplekst og varieret - det vil sige uensartet i struktur f.eks. store og små stykker, flade og runde stykker - det vil sige uensartet i indhold f.eks. stængler og blade er manipulerbart og foranderligt - det vil sige kunne tygges og rives i stykker er tilsat små belønninger tilfældigt spredt i materialet - det kan f.eks. være spiselige dele af rødder eller korn |