DCA Publikationer
Ny søgning

Driftsanalyse for den danske erhvervsproduktion af æbler og pærer 2001
DJF rapport Havebrug, nr. 28, 2002

Af Holger Daugaard

Den foreliggende driftsanalyse omfatter de to vigtigste frugttrækulturer i dansk erhvervsproduktion, nemlig æbler og pærer. Begge kulturer produceres primært til frisk forbrug. Driftsanalysen for 2001 omfatter 13 avlere med tilsammen ca. 144 ha plantage, svarende til omkring 6% af Danmarks erhvervsareal. Statistiske oplysninger om plantagernes sorts- og aldersfordeling viser generelt en for lille andel nyplantning i forhold til bærende arealer, især i pærer. Sortimentet for begge kulturer har været relativt stabilt i de senere år, for æbler dominerer 'Jonagold'-, 'Elstar'-, 'Cox'-typer og 'Discovery', og for pærer 'Clara Frijs'. Høstudbyttet blev i æbler lidt over middel i 2001, mens det i pærer lå omkring middel. Produktpriserne var for æbler lidt over middel, mens de for pærer var væsentligt over det seneste tiårs gennemsnit. Indtjeningen er beregnet som dækningsbidrag, hvor salgsindtægten er fratrukket samtlige omkostninger, der er forbundet med produktionen, incl. aflønning af alt arbejde, der er udført i kulturerne. Analysen omfatter en arbejdstidsundersøgelse i de enkelte kulturer. Det gennemsnitlige dækningsbidrag i æbler lå omkring det seneste tiårs gennemsnit i 2001. I pærer blev dækningsbidraget - på grund af høje gennemsnitlige afregningspriser - noget over tiårs gennemsnittet. Indtjeningen i æbler i forhold til i pærer ligger ofte modsat de enkelte år således, at i år med stor indtjening i den ene kultur er indtjeningen lav i den anden kultur. I 2001 og 2000 var det således pærer, der lå højest, mens det i 1999 var æbler

Hent PDF   Bestil (50 kr/stk)