DCA Publikationer
Ny søgning

Gødskning af planteskoleplanter i markkultur. Litteraturstudie over mulighederne for fastlæggelse af en hensigtsmæssig gødskningsstrategi for planteskolernes markkulturer.
DJF rapport Havebrug, nr. 27, 2002

Af Peter Brønnum

Målet med denne rapport er, at give et overblik over nogle af de aspekter vedrørende gødskning af planteskolernes markkulturer, som for øjeblikket betragtes som de væsentligste, nemlig problemstillingerne omkring udvaskning af plantenæringsstoffer fra planteskolernes marker og omkring plantekvalitet. Desuden er der givet en redegørelse for de problemer, der er forbundet med de forskellige metoder til fastlæggelse af en hensigtsmæssig gødskningsstrategi. Rapporten er udarbejdet efter forespørgsel fra danske planteskoler som et studie af tilgængelig dansk og udenlandsk litteratur. I rapporten er der lagt særligt vægt på at beskrive forhold omkring gødskning med kvælstof (N), da det anses for det mest miljøbelastende plantenæringsstof i forhold til kalium (K) og fosfor (P). Uanset gødningstype (organisk / uorganisk) vil overgødskning med N medføre øget udvaskning og dermed forurening af vores grundvand. Herudover kan overoptimal tilførsel af både N, P og K i visse tilfælde betyde produktion af planter af ringere kvalitet. Flere undersøgelser viser, at planter, der er optimalt forsynet med næringsstoffer, alt andet lige er af en bedre kvalitet med hensyn til overlevelse, tilvækst og frost-tolerance end planter der er under- og overoptimalt forsynede.
Et stort problem ved fastlæggelse af gødskningsniveauet, er at finde metoder, som tilstrækkeligt sikkert bestemmer jordens øjeblikkelige og fremtidige udbud af næringsstoffer, samt det næringsstofbehov der vil være hos planterne under de aktuelle vækstbetingelser den pågældende sæson. De mest almindelige metoder, dvs. diagnose udfra mangelsymptomer, kemisk plante- og jordbundsanalyser og de problemer der er forbundet med brugen af disse beskrives. En nyere analysemetode, Nmin-metoden, der kombinerer kendskabet til kulturens kvælstofbehov, med måling af den mængde mineralsk N der er til rådighed i rodzonen kan med større nøjagtighed bestemme behovet for tilførsel af kvælstof. Brug af metoden kræver dog et kendskab til, hvad der er optimal kvælstofforsyning og roddybde for hver kultur. Da de oplysninger for øjeblikket kun eksisterer i ringe omfang kræver det, med planteskolernes store antal af forskellige kulturer, omfattende dyrkningsforsøg.


Hent PDF   Bestil (50 kr/stk)